Lausanne-bevægelsens historie

Hvad er Lausanne-bevægelsen?

Lausanne-bevægelsens historie er vigtig, hvis man vil forstå, hvad bevægelsen er og vil.[1] I 1974 så bevægelsen dagens lys ved The First International Congress on World Evangelization. Kongressen blev afholdt under overskriften “Let the Earth Hear His Voice” i Lausanne i Schweiz – heraf bevægelsens navn. Amerikanske Billy Graham var primær initiativtager; han var verdenskendt ikke mindst for sine internationale evangeliserende kampagner, og dér mødte han mange kirkeledere, som arbejdede for den samme sag, men ingen forbindelse havde til hinanden. Graham fik derfor et ønske om at forbinde disse ledere og forene dem i den fælles opgave at forkynde evangeliet i hele verden, og således gik det til, at Lausanne-bevægelsens første kongres i juli 1974 kunne samle 2400 deltagere fra 150 nationer i byen af samme navn.

Denne første kongres er et klart udtryk for, hvad Lausanne-bevægelsen er: et internationalt netværk med særligt fokus på mission og evangelisation. Når de skal udtrykke, hvad de gør, hedder det på bevægelsens hjemmeside: “The Lausanne Movement connects influencers and ideas for global mission”. Dette sker gennem en vision med fire elementer: 1) the gospel for every person, 2) disciple-making churches for every people and place, 3) Christlike leaders for every church and sector, 4) kingdom impact in every sphere of society. Visionen er omfattende, men det kan den også være, fordi Lausanne-bevægelsen netop er et organisk netværk, der ikke så meget skal drive mission hands-on, som det skal inspirere og udruste kirken til mission i langt bredere sammenhænge end bevægelsen selv.

Lausanne-pagten

Efter Lausanne-bevægelsens første kongres blev det helt store aftryk på kirke- og missionshistorien Lausanne-pagten,[2] et ret kortfattet dokument på tre sider, som – om end det ikke har karakter af bekendelsesskrift – i 15 artikler redegør for den kristne tros indhold og kalder kirken til mission. Pagten blev forfattet af en international komité med engelske John Stott i spidsen, og Stott var i det hele taget definerende for bevægelsens stærke teologiske fundering i den evangelikale del af kirken.

Pagten samlede trådene fra kongressen og udstak den retning for mission og evangelisation, som kongressen havde peget på. Den måske bedst kendte sætning fra Lausanne-pagten handler om forholdet mellem kirke og mission: “World evangelization requires the whole Church to take the whole gospel to the whole world” (art. 6). Denne forståelse er siden i nærmest slogan-agtig form blevet definerende for megen missionsforståelse: Mission må involvere hele kirken, ikke bare missionærer og evangelister; den må bringe hele evangeliet til hele mennesket, ikke bare et “åndeligt” evangelium til sjælen eller et “socialt” evangelium til kroppen; og den må finde sted i hele verden, ikke bare på bestemte steder kaldet “missionsmarker”.[3] Således er der her ansatser til det, vi i dag kender som holistisk mission, selv om termen ikke bruges i pagten. På den måde markerede kongressen et vist nybrud i evangelikal missionsforståelse i en tid, hvor mission lidt forenklet handlede om evangelisation i den evangelikale bevægelse og om socialt engagement i den økumeniske bevægelse hos bl.a. Kirkernes Verdensråd. Lausanne-pagtens art. 5 handler således om kristent socialt ansvar og udtrykker det således: “Den frelse, vi hævder at have del i, skulle forandre os fuldstændigt i vort personlige og sociale ansvar. Tro uden gerninger er død”. Dette var også en ny erkendelse for Stott selv; han havde tidligere argumenteret for, at kirkens mission eksklusivt handlede om forkyndelse, omvendelse og undervisning, men var nu blevet opmærksom på, at missionsbefalingen rummede et socialt såvel som et evangeliserende ansvar.[4]

Derudover satte kongressen, med inspiration fra missiologen Ralph Winther, unåede folkegrupper på dagsordenen, noget, som har været retningsgivende for mission både i og uden for Lausanne-sammenhænge lige siden.

Lausanne-pagten er efterfølgende blevet fundament for mange netværk optaget af mission, herunder Evangelisk Alliance i Danmark, hvor den har fungeret som et tydeligt evangelikalt ståsted med en bredere appel end fx de lutherske bekendelsesskrifter.

Cape Town-erklæringen

Igen i 1989 afholdt bevægelsen en verdenskongres, som denne gang fandt sted i Manila på Filippinerne. Kongressen havde stor dansk deltagelse, og også her blev forfattet et dokument, Manila-manifestet.[5] Af vigtige temaer herfra kan nævnes udfordringen fra andre religioner, mission i lyset af moderniteten og Kristus som den eneste sandhed (uniqueness of Christ). Alligevel har det ikke haft samme betydning som Lausanne-pagten, og i dag henvises der oftest kun til det som en bekræftelse af denne.

Mere bemærkelsesværdig blev Lausanne-bevægelsens tredje verdenskongres i Cape Town i Sydafrika i 2010. Denne kongres var nøjere planlagt og mere omfattende end de foregående og samlede over 4000 deltagere fra 198 nationer. Den er blevet beskrevet som “a younger, more ethnically diverse, and more geographically varied consortium of evangelical leaders than ever before”.[6]

Som man kunne forvente, blev der også i Cape Town skrevet et dokument: Cape Town-erklæringen,[7] eller på engelsk: The Cape Town Commitment. Inden denne kongres var lederskabet for Lausanne-bevægelsens teologiske arbejdsgruppe overgået til Chris Wright, som derfor var hovedarkitekt på erklæringen. Erklæringen er markant længere end dokumenterne fra de foregående kongresser – på dansk udgivet som en lille bog på næsten 100 sider – og har en lidt anden karakter, som kræver mere fylde. Der ligger et omfattende teologisk arbejde bag, og erklæringen går på to ben: dels Confession of Faith, som udfolder den kristne tro i kærlighedssprog under overskrifter som “Vi elsker den levende Gud”, “Vi elsker Guds evangelium”, “Vi elsker Guds mission” og lignende, og som også rummer en bekendelse af de steder, hvor kirken har fejlet i udlevelsen af sin egen tro; dels Call to Action, som samler trådene fra kongressen og formulerer de hovedfokusområder, hvor man ser kald og udfordringer til kirken i det fremadrettede missionsarbejde.

Morten Hørning Jensen har i forordet til den danske udgivelse formuleret det sådan, at Cape Town-erklæringen “kan vise sig at blive et af de vigtigste skrifter de næste halvtreds år, hvis vi tager det til hoved, hjerte og hænder”, den “er en gave til vores danske kirke. En gave fra vores kristne brødre og søstre ud over jorden, der som et spejl kan hjælpe os til at afsløre vores blinde vinkler og forny vores væren i, tro på, og vandring i evangeliet”.[8] Cape Town-erklæringen er Lausanne-bevægelsen, når det er bedst, og hvis man vil inspireres, udfordres og røres af bevægelsens missionale hjerte, er Cape Town-erklæringen et rigtig godt sted at starte.

Noter

[1] Afsnittet trækker i høj grad på info fra Lausanne-bevægelsens hjemmeside, www.lausanne.org/about og www.lausanne.org/our-history.

[2] The Lausanne Movement, “The Lausanne Covenant”, 1974, www.lausanne.org/statement/lausanne-covenant. Findes i dansk oversættelse på www.evangeliskalliance.dk/wp-content/uploads/2017/08/lausannepagten.pdf.

[3] Michael W. Goheen, Introducing Christian Mission Today: Scripture, History and Issues (Downers Grove, IL: IVP Academic, 2014), 27.

[4] John Stott og Christopher J. H. Wright, Christian Mission in the Modern World, opdateret og udvidet (Downers Grove, IL: InterVarsity Press, 2015), 22-23.

[5] The Lausanne Movement, “The Manila Manifesto”, 1989, www.lausanne.org/statement/the-manila-manifesto.

[6] John W. Kennedy, “The Most Diverse Gathering Ever”, Christianity Today, 29. september 2010. www.christianitytoday.com/ct/2010/september/34.66.html

[7] The Lausanne Movement, Cape Town-erklæringen: Et kald til at tage del i Guds mission, overs. Birger Petterson (Fredericia: Lohse; Espergærde: Evangelisk Alliance, 2011). Findes digitalt på www.evangeliskalliance.dk/wp-content/uploads/2017/08/capetown-2.pdf.

[8] Morten Hørning Jensen, forord til Cape Town-erklæringen: Et kald til at tage del i Guds mission af The Lausanne Movement, overs. Birger Petterson (Fredericia: Lohse; Espergærde: Evangelisk Alliance, 2011), 10, 14.

Siden er et redigeret uddrag af artiklen “Lausanne 4 – lad kirken proklamere og demonstrere Kristus sammen” i DTTK 51 (2).