De utryghedsskabende udskud – og evangeliet

29. marts 2022 af Knud W. Skov

© Dansk Balkan Mission

De er kendt som tatere, tyvagtige omrejsende spåkoner, dansende Esmaralda’er, uroskabende subsistensløse. Andre kalder dem for sigøjnere eller ”Romaer” – eller ved en fejl måske ”rumænere”. De færreste af os er kommet tæt på dem, for ofte vækker deres ”duft” eller tøj så meget afsky, at det er lettere at gå forbi.

Ovenstående er et forsøg på at beskrive det vilkår, som roma-folket lever under. Dette folk på omkring 15 mio. der lever i hele Mellem- og Østeuropa som en slags moderne nomader – nogle fastboende et sted, andre altid på rejse. Deres sprog har fælles træk med sproget i Punjab-regionen i Indien og meget tyder på, at de er udvandret derfra. Måske som konsekvens af en tidlig grænsekonflikt mellem muslimer og hinduer – eller blot at de ønskede at slippe ud af en lav kaste-status. De er en slags tidlige migranter – og de regnes for udskud, unødvendige og ulækre. Vi har ikke set så meget til dem i tiden med jerntæppet, for da var de fastlåst under kommunismen, men i de senere år er de dukket op som sæsonarbejder og gadesælger.

Romaernes tag på livet
Ligesom mange tager afstand fra romaerne ved første møde, så er romaerne foragtet af dem, de bor iblandt. Tilbage i historien har de været holdt som slaver (til ca. 1875) og har været regnet som ”undermennesker”. Lovgivning frem til ca. 1875 i Rumænien viser, at en rumæner, der blev gift med en roma, fremover skulle regnes som roma.

De ejede ikke land. Deres børn blev tidligt gift, for ellers var især deres piger udsat for at være til rådighed for herremanden og hans folk. Det sker ikke så meget i dag, men ægteskaber arrangeres stadig hos romaerne, så de unge giftes med en fra samme roma-stamme. Især pigerne giftes tidligt og bliver tidligt mødre, så mange piger har 3 børn, inden de selv er fyldt 20. Det sætter piger og kvinder i en sårbar situation, hvor skolegang ofte afbrydes v. 6-7 klassetrin.

De unge drenge fortsætter lidt længere, men kun ganske få begynder på en gymnasial uddannelse. I stedet rejser mange unge mænd fra deres gravide hustru til Vesteuropa som sæsonarbejder, kommer tilbage med en bunke penge og ofte meget alkohol – og alt for ofte ender det i skilsmisse, skiftende parforhold og opbrud. Så bliver det vigtigste for den enkelte at være en del af sin stamme – pigerne vender hjem til egen landsby inden næste ægteskab.

Alt i alt er roma-kulturen derfor præget af meget lidt stabilitet, mange skift – og meget, der fastholder den enkelte i fattigdom. Det bekræfter også samfundet i øvrigt i, at romaerne virkelig lever i en helt anden kultur, som er fremmed – og foragtet af de lokale.

En kultur ”udenfor”
De fleste roma-landsbyer ligger som knopskydninger på de almindelige byer. Deres huse er bygget af det, der er tilovers ved andres byggeri og noget træ fra skoven. Ofte har de ikke vand – og lever med vand fra den lokale å til både bad, tøjvask, madlavning og toilet for mennesker og dyr. Det er ikke sundhed, der står højest på dagsordenen – og derfor foragtes romaerne ofte naturligt af de lokale.

Romaerne har deres eget sprog, der, som nævnt ovenfor, har rødder i en indisk dialekt. Det sprog lærer de ikke i skolen, men derhjemme. I nogle lande i Østeuropa er det dog sådan, at romasproget er forbudt at bruge i samtale i skole eller andre offentlige steder. Det har blot øget romaernes modstand mod det officielle sprog og måske også mod den officielle del af landene – både skole, kommune og måske også sundhedsvæsen. Kun få romaer vil lade sig registrere som ejer af jord, som kunde hos elselskab eller vandværk. Nogle har f.eks. i Coronatiden meget provokerende givet udtryk for mistillid til at Corona skulle være alvorlig.

I Balkanmissionens arbejde blev en medarbejder for nogle år siden i en periode bedt om at sætte sit medlemskab i en kirke på pause. Den eneste begrundelse, der blev givet, var hans hjælpe- og missionsarbejde blandt romaer, som var faldet nogle i kirkens ledelse for brystet. Dybt ind i befolkningen ligger en foragt for romaerne, så dybt, så den også sidder i kirkens folk. En anden medarbejder, der nu har overtaget opgaverne, beskriver igen og igen med undren forskellen i kultur og liv, der er så dyb, at han ofte oplever sine besøg hos romaerne som tids- og kulturrejse til en anden verdensdel –skønt han blot kører 3-5 km. ud af byen.

Tro hos romaer
Med en historisk baggrund i et hindu-religiøst verdensbillede, lavt uddannelsesniveau, ofte stor fattigdom – og udsat for undertrykkelse, så er det ikke underligt, at romaer har påtaget sig en ydre religion efter omgivelserne. De bliver muslimer i muslimske lande (Tyrkiet, Albanien, Bosnien) – og ortodoks kristne i ortodokse lande (Grækenland, Bulgarien, Rumænien, Serbien) – og katolikker i katolske lande (Slovakiet, Slovenien, Kroatien). De fleste har dog samtidig privat et meget spirituelt verdensbillede, som viser sig, når man kommer indenfor i deres hjem.

Derfor foregår der mellem romaer forskellige former for besværgelser eller forekommer tro på skovens eller flodens ånder. En tysk missionær blandt romaer i Slovakiet oplevede at de lokale romaer forsøgte at nedkalde en ufrugtbarhedsforbandelse over hans kone for at få dem til at rejse væk.

Mission blandt romaer
Den spiritualitet, der kan mødes hos romaerne, har været medvirkende til at det især er pinsekirker, der har været i stand til at få indgang blandt romaerne. Det åndelige har fænget og for nogle båret frugter. Samtidig har den omskiftelige kultur og tilgang til livet også ført til, at der ofte ikke er så stor holdbarhed i tilknytningen til kirken. Det samme oplever de baptistiske kirker, hvor det stort set kun er ældre, der lader sig døbe til medlemskab – selv om der nok er god kontakt til børn og unge familier. Ofte er det kun der, hvor hele landsbyer med byens ’høvding’ i spidsen, vender om til kristentro, at der også opstår reelle roma-menigheder. Ellers kan missionsarbejdet blandt romaer ofte opleves som at så, at så og at så Guds Ord – og forhåbentlig gøre det i tillid til at det ikke vender tomt tilbage. Uanset den oplevelse, så må vi netop dele Guds Ord ud i en form, som passer til modtagerne. Derfor har DBM f.eks. gjort meget ud af at børn (og voksne) har lært bibelvers udenad. På den måde kan Guds Ord gøres til en indre stemme, som de kan have tillid til, når alt andet svigter.

Hvorfor er det sådan? Jo, romaerne har gennem generationer oplevet omverdenens bedrag, udnyttelse og foragt. Derfor må den, der vil drive mission blandt romaer også handle derefter, så romaen må opleve, at nødhjælp ikke bringes for at kunne sælge billeder andre steder – eller for at kunne udnytte dem, men at den, der kommer, er båret af Kristi kærlighed til både legeme og sjæl – og at den, der rækker hånden ud, er villig til at blive beskidt, lugte og være som en roma for romaer – og i den situation både dele praktisk hjælp som tøj, mad og hjælp til husbyggeri, skolegang og lægehjælp – og dele Ordet fra Guds mund til tro og frelse.

Derfor tager mission blandt romaer tid. Der skal opbygges tillid ved mange besøg, hvor tillid opbygges ved ligeværd og omsorg. Derfor skal uddannelse af ledere blandt romaer også ske blandt romaerne, så de ikke ”gøres anderledes” eller tilpasses de omkringboende folk, men forbliver romaer for romaerne. Det er f.eks. derfor den mobile bibelskole i Serbien er så godt et initiativ. DBM har i Rumænien genbrugt symaskiner til at skabe et fællesskab med romalandsbyernes unge kvinder om at lære dette håndarbejde, for at skabe et rum af tillid, der ellers ikke ville findes. Det kan ske efter at de samme kvinder har fået et brugt dansk skolebord – og deres hus har fået indlagt strøm. Først da åbner disse kvinder for at høre og tale om livets byrder og kristentro. Derfor må missionærer blandt romaer komme der i mange år – igen og igen, for at den tillid må formidle tillid til det Ord, der tales.